FamilieForum
søndag, januar 25, 2004
 
FamilieForum gets busy.
Vi har brugt hele søndagen på at forberede vores oplæg til eksamen på onsdag. Det eneste der kan trøste os er, at der sikkert er mange af de andre grupper, der sidder i en lignende situation. Faktum er, at der ikke er længe til at det hele er overstået.

Vi arbejder videre i morgen, hvor programmet bl.a. står på sparring med "Visco"-gruppen omkring vores oplæg.

Turning in for the night...
tirsdag, januar 20, 2004
 
På vej mod mundtlig eksamen.
Så har vi sparket gang i den sidste fase inden den mundtlige eksamen i uge 5. Vi har været så "heldige" at være de sidste der skal op på anden dagen. Onsdag den 28.1 mellem 16-18 skal vi vise vores værd.

Den sidste intensive eksamensuge er således søsat, og vi har indledt tiden med et vejledningsmøde hos vores instruktor, Peter Nørregaard. Umiddelbart satte vi os ned og prøvede at formulere et groft overblik over, hvad vi gerne vil have med, og hvordan vi skal fordele det.

De næste par dage står derfor på detaljearbejde. Vi skal have fordelt emnerne og besluttet os for, hvordan vi griber det an i praksis. Dansk Data Display har reserveret SmartBoarded til os, så vi kan tage det med og vise, hvordan FamilieForum fungerer.

Desuden ligger der på hjemmesiden nu en indgang, hvor vores proces kan følges ud fra de aktiviteter der har med henholdsvis Design og MMI at gøre. Man kommer dertil fra startsiden. Vi håber, at det giver en fornemmelse af de faser vi har været igennem.
tirsdag, januar 13, 2004
 
Update i en travl eksamenstid
Eksamenstrætheden er ved at melde sig blandt FamilieForums medlemmer.

Sidste aflevering fyres af sted torsdag den 15.1, hvorefter vi skal til at forberede os til den mundtlige eksamen i uge 5. Vores kontaktperson hos Dansk Data Display har venligst lovet, at vi må låne et SmartBoard til eksamen, ligesom han gerne vil sidde med.

Desuden har vi sagt ja til at lave et lille interview til Katrinebjergs nyhedsbrev. Vi er selvfølgelig glade for, at der fra IT-parkens side bliver vist denne interesse for produktet :)

Webloggen vil igen blive løbende opdateret, når vi går i gang med forberedelserne til vores mundtlige oplæg.
fredag, december 19, 2003
 
Og vinderen af publikums pris er …
Holdets postersession løb af stablen i går. Det blev en yderst vellykket dag, med mange gode stande for de forskellige projekter. FamilieForum´s stand var velbesøgt og vores projekt blev illustreret på bedste vis gennem brugen af et Smartboard, plancher og et smukt juletræ der fungerede som en visualisering af vores designproces. Smartboardet var medvirkende til, at de besøgende fik en god fornemmelse af den tastatur- og museløse interaktionsform vi har tilstræbt gennem udviklingen af FamilieForum.
Dagen blev (officielt) afsluttet med prisoverrækkelser. Instituttet havde indstiftet to priser, som fremover skal uddeles hvert år. En pris tildelt af underviserne og en Publikumspris tildelt på baggrund af en afstemning blandt dagens gæster. FamilieForum opnåede den store ære, at være nominerede til begge priser og modtage Publikumsprisen. En rigtig god afslutning på et godt, men travlt semester, og en spændende designproces.
Jeg vil snarligt opdatere hjemmesiden med billeder fra vores poster session og samtidig give muligheden for at afprøve prototypen.
Og så kan vi da vist godt klappe os selv på skuldrene og sige: ”GODT GÅET!!”

onsdag, december 17, 2003
 
Postersession update!
Så er vi ved at være klar til at præsentere FamilieForum på postersession i morgen i designlokalet. Vi har klippet og klistret og pyntet og reageret hele formiddagen og nu begynder standen at ligne det vi håbede på. SmartBoardet er bag lås og slå og venter blot på at se dagens lys i skøn forening med FamilieForum. Prototypen kører som en drøm. Johan og Rolf har i de iver, sørget for at vores kravspecifikationer blev implementeret, slidt som små heste med at presse de sidste "sprites" ud af Director. Jørn har rystet et lille PowerPoint-show og en billedkollektion vedrørende FamilieForum ud af ærmet og pigebarnet - ja, hun har lavet en alternativ designspiral på det nydelige juletræ. Standen mangler nu kun den sidste kærlige hånd og tilstedeværelsen af det lækre SmartBoard, før vi kan kickstarte designmessen og offentliggøre frugten af vores arbejde i dette semester. Vi ses i morgen!
mandag, december 15, 2003
 
På vej mod PosterSession.
Så arbejder vi videre mod PosterSession på torsdag. I morgen får vi vores Smart Board, som venligst er udlånt af Dansk Data Display. Vi er spændte på om den lånte teknologi vil samarbejde med vores artefakt :) Pga. dette arbejde kommer bloggen muligvis til at stå stille her de næste dage, men vi håber, at udfaldet af vores forberedelser vil gøre op for dette torsdag. Vi glæder os til at præsentere FamilieForum!
søndag, december 14, 2003
 
Oversigt over designprocessen
Så har jeg udfærdiget oversigten over vores designproces. Jeg har lagt det ud på ftp'en, så I har en mulighed for at godkende det. Jeg har taget udgangspunkt i vores blog-indlæg + dokumenter fra websitet. Så vidt jeg kan se, har vi dokumenteret processen løbende - selvom vi nogle gange har valgt at lave "referater" i stedet for at gøre det på bloggen. Jeg håber, at dokumentet er nogenlunde overskuelig - i det mindste er det et udgangspunkt for at få udarbejdet en oversigt over processen i form af tegning eller lignende. Hvis vi holder fast i "Juletræsmetaforen" (*LOL*), så tror jeg vi får rimelig mange kugler på det træ - er ikke sikker på, at det ville kunne holde sig selv oprejst!

Håber I nyder jeres weekend!